FOSS4G 2011

Af Morten Lindegaard og Åge Nielsen [KMS], 8. november 2011

 

 

FOSS4G (Free and Open Source Software for Geospatial) er den førende konference for kombinationen af open source og geodata. Den sjette FOSS4G-konference blev afholdt midt i september med over 900 deltagere fra 42 lande. Konferencen afholdes skiftevis på forskellige kontinenter, og i år var Denver vært. Tre KMS'ere, heriblandt Morten Lindegaard fra Kortforsyningen, havde taget turen til Denver for at suge til sig af nyheder og viden.

 

 

Dette års FOSS4G bød på et tæt pakket program med 26 workshops, over 150 præsentationer, et "code sprint" for udviklere og rig mulighed for at netværke. Konferencen afspejlede, at der er et veletableret og aktivt community omkring udvikling og brug af "open geospatial software". Og hvis man engagerer sig, kan man være med til at påvirke udviklingen.

I KMS og Miljøministeriet anvender vi allerede open source software, såsom databasen PostgreSQL/PostGIS, GIS-serverne MapServer og GeoServer, samt metadataportalen GeoNetwork. Der er tale om modne software produkter, der har eksisteret i flere år, og det giver os nogle muligheder for at skalere systemer uden at tænke på licenser. På FOSS4G kunne vi holde os ajour med den nyeste udvikling på området og møde udviklere såvel som andre brugere.

 

De to første dage blev der afholdt workshops/tutorials. De fleste tutorials var gennemarbejdede og af høj kvalitet. I bedste open-source-stil kan man finde en del af dem på http://workshops.opengeo.org

 

Hver tutorial varede fire timer og gav en praktisk indføring til brug af programmellet. Man fik jord under neglene.

 

Hovedkonferencen varede tre dage med plenarmøder, en poster session og ikke mindre end ni parallelle spor med præsentationer. Emnerne spændte vidt. Mange open-source-projekter præsenterede den nyeste funktionalitet, men der var også mange indlæg om erfaringer med brug af open source software.

 

Fra KMS var der bidrag til det akademiske spor med en artikel om transformationssystemet KMSTR, der for nylig kom med i en open-source-pakke. Pudsigt nok kunne Thomas Knudsen præsentere artiklen ved en poster session på 50-årsdagen for GIER - Geodætisk Instituts ElektronRegnemaskine - hvis programmel er forfader til det nuværende KMSTR.

 

Derudover fortalte Morten Lindegaard om det nordiske samarbejde i The Nordic Open Source Initiative Network (NOSIN), som startede i forbindelse med etableringen af Geodata-info.dk og nu omfatter en række projekter med open source som fællesnævner.

 

De mange og til tider meget tekniske foredrag blev krydret med en række underholdende keynotes, der tog vigtige emner under behandling. Her kom en af talerne blandt andet med en humoristisk udmelding på baggrund af de senere års vækst i brugen af geodata:

“By 2012, nearly 185% of all data will be geodata”

 

En repræsentant fra KMS's britiske søsterorganisation, Ordnance Survey, var også blandt talerne og reflekterede over de første 18 måneder med open data i Ordnance Survey og innovationsstrategien på geodataområdet i Storbritannien.

 

Præsentationerne blev som udgangspunkt optaget og er blevet lagt på nettet.

 

Et tilbagevendende højdepunkt ved FOSS4G er et WMS shootout - en venskabelig dyst på performance blandt WMS-servere. De deltagende teams bag WMS-serverne havde arbejdet på performanceforbedringer gennem året og testet frem til den afsluttende præsentation på konferencens sidste dag. Konkurrence mellem MapServer og GeoServer omtales ofte, men i det forløbne år havde GeoServer-teamet ikke fokuseret på performance. Den tætte konkurrence var i stedet mellem MapServer og Mapnik. Men det vigtigste var, at de deltagende teams havde hjulpet hinanden med at udvikle performanceforbedringer, der vil indgå i nye versioner af serverne.

 

Lørdagen efter konferencen var der et "code sprint" for udviklere i en række open-source-projekter. Vi var med, selvom vi ikke i forvejen var involveret i et projekt. Men vi blev hurtigt sat i arbejde. Et softwareprodukt er andet end et stykke software - en vigtig del af produktet er dokumentation og undervisningsmateriale. Jody Garnett fra projekterne uDig og GeoTools forklarede, at de simpelthen manglede feedback på deres tutorials. "Folk lider i stilhed", som han formulerede det. Vi gik derfor straks i gang med at gennemgå en tutorial og fik rettet de problemer, vi stødte på. Ved dette code sprint var det tydeligt, at disse open source communities drives af frivilligt engagement, interesse og lyst til at udvikle bedre og bedre GIS-software.

 

 

Code sprint. Foto: © Jody Garnett

 

FOSS4G gav med sine mange præsentationer et godt billede af den nuværende status og udvikling af open source software til geodata. Derudover var der lejlighed til at netværke med samarbejdspartnere fra andre lande og få et indtryk af det engagement og samarbejde, der præger open source communities.

 

Hvis du vil vide mere om FOSS4G og se nogle af præsentationerne, så er her en samling links til materiale:

 

http://2011.foss4g.org

 

http://fosslc.org/drupal/search/node/foss4g

 

http://www.slideshare.net/tag/foss4g

 

http://vimeo.com/tag:foss4g2011

 

Næste års FOSS4G-konference vil blive afholdt i Beijing.